Forløb

Forløb
I e-inkasso findes der tre standardforløb, man kan vælge, hvor systemet ud fra det valgte forløb foreslår dokumenter, tidsfrister, og beløb. I vores tre standardforløb hjælper e-inkasso med at holde styr på de andre forløb, der kan køres parallelle med vores standardforløb. De bliver beskrevet i dette afsnit, og vi vil liste dem op herunder.:

  • Standard forløb
  • Rykkerforløb
  • Inkassoforløb
  • Fogedretten
  • Tilbud (akkord og betalingsaftale)
  • Breve 

Det er muligt at fravige det valgte forløb ved ændring af tidsfrister og beløb inden afsendelse af dokumenter. Det er også muligt at skifte til andet forløb undervejs, hvis det ønskes.

Standard forløb

Vælger man under oprettelse af sager. Her vælger man, hvilken vej sagen skal gå. 

Mest muligt inden retten

Forløbet til dem der vil være flinke ved deres skyldnere og give dem god tid og tilskrive lave gebyrer på sagerne:

  • Mange skrivelser (påmindelser og lign.)
  • Lange frister
  • Betalingsaftale forslag
  • Retten så sent som muligt

Fra det skyldige beløb forfalder til der i e-inkasso forløbet “mest muligt til retten” anbefales at sende første rykker går der 5 dage. Efter første rykker er afsendt, går der 15 dage til e-inkasso foreslår at sende rykker 2. Der vil gå 15 dage efter rykker 2, til e-inkasso vil foreslå afsendelse af inkassovarsel. Fra inkassovarsel er afsendt går der 15 dage til e-inkasso anbefaler at der udsendes inkassopåkravsskrivelse.

Herefter vil e-inkasso afvente 10 dage og anbefale et akkord tilbud på 20% af sagens skyldige beløb, accepteres dette tilbud ikke, og betalingen ikke er sket indenfor 30 dage, foreslår e-inkasso, at der sendes en skrivelse vedrørende manglende betaling. Kommer der ingen indbetalinger inden for 15 dage, vil e-inkasso anbefale, at der sendes et betalingspåkrav til retten.

Standard

Forløbet, der giver skyldner rig mulighed for at betale inden retten, men har kortere tidsfrister og normale gebyrer.

  • Moderat antal skrivelser
  • Normale tidsfrister
  • Betalingsaftale forslag
  • Retten ordinær tid

Fra det skyldige beløb forfalder til der i e-inkasso forløbet “standard” anbefales at sende første rykker går der 3 dage. Efter første rykker er afsendt, går der 12 dage til, at e-inkasso foreslår at sende rykker 2. Der vil gå 12 dage efter rykker 2, til e-inkasso vil foreslå afsendelse af inkassovarsel. Fra inkassovarsel er afsendt, går der 12 dage til e-inkasso anbefaler, at der udsendes inkassopåkravskrivelse. 

Herefter vil e-inkasso afvente 10 dage og anbefale et akkord tilbud på 20% af sagens skyldige beløb, accepteres dette tilbud ikke, og betalingen ikke er sket indenfor 30 dage foreslår e-inkasso at sende et betalingspåkrav til retten.

Hurtigt til retten

Forløbet, der springer mange skrivelser over og går hurtigt til retten. Det bruges ofte, hvis man ved, at skyldner ikke vil betale frivilligt, og sagen hurtigt skal lukkes.

  • Få skrivelser
  • Skarpe tidsfrister
  • Retten hurtigst mulig

Fra det skyldige beløb forfalder til, at der i e-inkasso forløbet “hurtig til retten” anbefales at sende første rykker, går der 1 dag. Efter første rykker er afsendt, går der 11 dage til, at e-inkasso foreslår at sende rykker 2. Der vil gå 11 dage efter rykker 2 til, at e-inkasso vil foreslå afsendelse af inkassovarsel. Fra inkassovarsel er afsendt, går der 10 dage til, at e-inkasso anbefaler, at der udsendes inkassopåkravskrivelse. Herefter vil e-inkasso afvente 10 dage og anbefale at sendes et betalingspåkrav til retten.

Rykkerforløb

En rykker er et brev, som sendes til skyldner, når betalingsfristen ikke bliver overholdt. Derfor er det vigtigt at sende en rykker.

Vær opmærksom på at nogle fagområder har særregler for selve rykkerprocessen, f.eks. huslejesager.

Regler for rykkerprocedure:

  • Man kan sende, så mange rykkere man vil. Dog må man kun sende 3 rykkere med gebyr
  • Der skal være minimum 10 dage imellem hver rykker, når de har gebyr på
  • Gebyret må ikke være mere end 100 kr. pr. rykker
  • 3. rykker kan med fordel inkludere et varsel om en inkassoproces
  • B2B (business to business) har en fordel at kunne tilskrive et kompensationsgebyr på xxxxx kr. og kan kun tilskrives en gang. 

Inkassoforløb

Inkassovarsel er en almindelig rykker med varsel om, at sagen nu fortsættes med inkasso. Inkassovarsel er den sidste rykker, du sender.

Du kan også vælge at sende et inkassovarsel allerede som første rykker, hvor du derved forkorter processen i forhold til kunder, som du ved, enten har svært ved at betale eller blot har i sinde at misbruge kreditten ved at trække betalingen.

Inkassovarsel oprettes på samme måde som en almindelig rykker. 

I e-inkasso har du også muligheden for at tilskrive kompensationsgebyr, det kan kun tilskrives, hvis skyldner er en virksomhed. Hensigten med gebyret er at give dig som kreditor mulighed for at tilskrive et ekstra – og noget højere – gebyr på den første rykker, således at andre virksomheder (og også offentlige institutioner) er mindre tilbøjelige til at misbruge kreditten.

Erklæringer og forlig

Det er altid en fordel at indgå aftaler med skyldner og slippe for at skulle sende sagen videre i retssystemet. Men når du indgår aftaler om betalingsdato eller en afdragsordning, så er det altid en rigtig god idé at have aftalen på skrift og med underskrift fra skyldner. Hvis du via e-inkasso sikrer dig, at den aftale, som du laver med skyldner, overholder de formalia, som retten kræver, så kan du spare rigtig meget tid og besvær i forhold til fogedretten, hvis det viser sig, at skyldner ikke overholder aftalen.

Når du opretter og sender inkasso via e-inkasso, så vil e-inkasso samtidigt generere en skyldnererklæring og et frivilligt forlig, som du kan sende med ud til skyldneren. Du har herudover – til enhver tid – mulighed for at oprette en ny skyldnererklæring og frivilligt forlig til sagen i e-inkasso. Hos de profiler, der har tilvalget NemID-underskrifter, vil dokumenterne kunne underskrives digitalt og gemmes automatisk i e-inkasso under sagen. 

Skyldnererklæring

En skyldnererklæring er et dokument på, at skyldner erkender sig enig i at skylde det beløb, du som kreditor mener. 

Frivilligt forlig

Er en aftale mellem skyldner og kreditor. Hvor skyldner erkender at skylde det beløb, der er nævnt og skyldner oplyser, hvor meget vedkommende kan afdrage med i en afdragsordning pr. måned.

Skyldnererklæring og frivilligt forlig oprettes i e-inkasso automatisk ved udsendelse af inkassovarsel. Skyldner skal underskrive og sende dokumenterne retur til kreditor. Indsendelse af underskrevet dokumenter kan ske på flere måder. Skyldner tager et billede eller scanner de underskrevne dokumenter og sender via mail. Ved afsendelse af inkassovarsel via brevpost sendes der en frankeret svarkuvert med, som skyldner kan sende de underskrevet dokumenter retur i. 

Har man tilkøbt NemID-underskrift kan skyldner underskrive med NemID via minesager.dk. og I vil modtage underskrevne dokumenter direkte i systemet.

Fogedretten

Fogedretten er en afdeling ved retten, hvor man kan få hjælp til at inddrive tilgodehavender. På et fogedretsmøde er emnet udelukkende ”hvordan kan skyldner betale, og/eller stille sikkerhed for betaling”, og f.eks. ikke en diskussion om hvorvidt skyldner skal betale eller ej.

Er der uklarhed om hvorvidt kravet er korrekt, skal det behandles i civilretten.

Der er to måder at få Fogedretten til at behandle en sag på. Hvilken af måderne du skal bruge afhænger af, om du har et fundament i sagen eller ej. I vores forløb vil e-inkasso komme med forslag til, hvordan din sag ville skulle sendes til Fogedretten. 

Læs mere under Hvad sker der på et Fogedretsmøde?

Med fundament

Hvad er et fundament?

Et fundament er et juridisk begreb for, det der ligger til grund for inddrivelsen. Grundlaget kan være:

  • Betalingspåkrav 
  • Frivilligt forlig 
  • Skyldnererklæring 
  • Gældsbrev
  • Pantebrev
  • Dom

Hvis du har et fundament, skal du sende sagen til fogedretten via en såkaldt ”Fogedrekvisition”. Alle informationer vil automatisk stå på skrivelse, når den oprettes via handling på sagen. Det er en simpel skrivelse, hvor man henviser til fundamentet som e-inkasso automatisk vil vedhæfte. Når fogedrekvisitionen sendes til fogedretten, opgøres kravet (den aktuelle gæld dags dato), i skrivelsen bedes fogedretten om at beramme et fogedretsmøde i sagen (og dermed indstævne skyldner til at møde op). Det koster en mindre retsafgift, på ca. 300 kroner, alt efter gældens størrelse (e-inkasso udregner det for dig). En fogedrekvisition er altså den hurtigste vej til at få skyldner i Fogedretten, men det kræver, at der er et gyldigt fundament i sagen.

Uden fundament

Hvis du ikke har et gyldigt fundament (typisk ved alm. faktura gæld og lignende), skal du sende sagen til Fogedretten – via et ”betalingspåkrav”. 

Et betalingspåkrav er en blanket på tre sider, som skal udfyldes udførligt, og meget korrekt, da fogedretten ellers afviser sagen. e-inkasso udfylder automatisk blanketten for dig. Når fogedretten modtager blanketten, opretter de sagen, hvis den er udfyldt korrekt, og sagen overholder diverse kriterier (ikke er forældet, forudgående sagsforløb er korrekt osv.). Når sagen er oprettet, får du besked fra Fogedretten herom (sagen får dermed et sagsnummer, som du kan påføre sagen i e-inkasso til senere brug). Fogedretten sender herefter en kopi af betalingspåkravet til skyldner, som får 14 dage til at svare tilbage til Fogedretten. Skyldner skal tage stilling til om kravet anerkendes, eller om det bestrides (gøres indsigelse). Såfremt skyldner gør indsigelse tilbage til Fogedretten inden for fristen, så henviser Fogedretten sagen til behandling i Civilretten, hvor kreditor har mulighed for at få en dom på, at kravet er gyldigt, og som efterfølgende kan benyttes til at sende sagen i Fogedretten igen, via en Fogedrekvisition. Når du sender betalingspåkravet, har du mulighed for at få Fogedretten til automatisk, og meget billigt (kr. 100,-) at oprette sagen som en civil sag for dig, såfremt der er indsigelse.

Gør skyldner ikke indsigelse, eller svarer skyldner ikke tilbage til Fogedretten inden fristens udløb, bliver betalingspåkravet nu omgjort til et gyldigt fundament, da en dommer giver den en såkaldt ”anden påtegning”. Herefter bliver der automatisk oprettet et Fogedretsmøde, som skyldneren bliver indkaldt til.

Retsgebyr

Retsgebyr er, noget man selv overfører til Retten. I menuen under TODO er der et punkt, der hedder “Overfør til Retten”. Her vil der kunne findes beløb og kontonummer til den/de Retskredse, der skal betales retsafgift til.

Under oprettelse af rets skrivelser vil der være en beskrivelse af, at Retsgebyret skal manuelt overføres til Retten.

Det er muligt at tilskrive retsgebyret på sagen, så skyldner kommer til at betale gebyret ved indfrielse af gælden.

Svar fra Retten

Vi oplever desværre problemer med, at nogle retskredse har meget svært ved at forstå, at mange faktisk kører deres inkasso selv. Derfor oplever mange også, at en retskreds gentagne gange nægter at tilskrive de ellers lovfæstede inkassoomkostninger. Det er desværre ikke noget, vi kan styre, og vi er da også løbende i dialog med forskellige retskredse, så problemet kan blive løst.

Ofte kræver retten, at man oplyser, at der har været kommunikation omkring kravet, i forbindelse med fremsendelse af påkravsskrivelsen. Nogle retskredse kræver (helt håbløst), at der skal have været underskrevet et frivilligt forlig, før de accepterer, at man har påført inkassoomkostninger.

Det bedste man kan gøre, hvis man vil have sagen hurtigt igennem er derfor – at fjerne inkassogebyret – selvom vi mener, at det er helt uacceptabelt, at det skal være sådan.

Tilbagekaldelse af en sag fra Retten

Ønsker man at tilbagekalde/annullere en sag hos fogedretten, skal man kontakte Retten via telefon eller mail og oplyse fogedrettens sagsnummer, som Retten har fremsendt. Årsagen til en tilbagekaldelse kan være, at skyldner har betalt.  

Tilbud (akkord og betalingsaftale)

Der er mulighed for at give skyldner nogle tilbud for at imødekomme deres betaling. Det er op til kreditor at vurdere, om et sådant tilbud er relevant overfor lige netop den skyldner, I har.

Akkord

Din skyldner har måske ikke råd til at betale sine regninger eller måske nægter vedkommende af principielle årsager, selvom kravet er korrekt. Måske tror vedkommende bare ikke, at du ikke gør noget ved dit krav i den sidste ende, men bare ”truer” med inkasso.

Et akkord tilbud kan måske give skyldner det skub til at betale, som giver det ønskede fremskridt i sagen. Et tilbud om akkord er et tilbud til skyldner om rabat på gælden – Måske frafalder du dit krav om renter og gebyrer, eller du giver måske oven i købet skyldner en rabat på hovedstolen. En rabat, som ofte dækkes af de tilskrevne renter og gebyrer.

Uanset årsagen, så er et akkord tilbud en god mulighed for din skyldner til at få gælden ud af verden på. Med e-inkassos akkord-modul kan du let lave et tilbud om akkord (rabat) til din skyldner, og akkord-brevet forklarer præcis, hvad der skyldes, hvad gælden vil stige til, hvis der tages yderligere retslige skridt, og hvor meget skyldner sparer ved at tage imod akkord-tilbuddet.

Mange skyldnere vil tage imod et sådan tilbud. Nogen fordi de sparer penge og dermed hurtigere får gælden ud af verden. Og andre fordi de ser tilbuddet som en lille sejr. De slipper billigere, og de får opfattelsen af, at du har taget et tab, for at få sagen ud af verden. Det er dog langtfra altid tilfældet. Selv ved relativt store rabatter, vil du stadigvæk få hovedstolen (den oprindelige gæld) hjem og oftest mere til. Det, der gives afkald på ved et akkord-tilbud, er for det meste renter og gebyrer.

Hvornår er akkord tilbud bedst?

Er skyldner en privatperson, er det ofte en god idé at oprette og udsende disse tilbud om akkord på tidspunkter, hvor lønnen typisk udbetales eller tider på året, hvor der kommer ekstraordinære udbetalinger, f.eks. op til udbetaling af børne- og feriepenge.

Betalingsaftale

En betalingsaftale er en af flere gode måder til at få din skyldner til at påbegynde betaling. En betalingsaftale skal være som en overskuelig ordning og mulig for skyldner at overholde. Det er en afdragsordning, som skyldner kan afvikle sin gæld på.

Betalingsaftaler er simple at lave i e-inkasso. Du vælger raternes størrelse, hvorefter systemet selv udregner alle detaljer til aftalen med renter, afdrag m.m. Du kan også vælge at lægge en større udbetaling ind, så skyldner kan vise god vilje.

Ved oprettelse af betalingsaftale, sendes der en oversigt til skyldner, hvor det fremgår, hvad der betales og hvornår, hvilket ofte er et godt incitament til at betale det hele med det samme, da betalingsaftalen synliggør, hvor mange renter der tilskrives hver måned.

Når man opretter en betalingsaftale, er det vigtigt, at skyldner har accepteret aftalen, inden den påbegyndes. Vi anbefaler, at afdragene ikke løber over mere end et år – alt afhængig af det skyldige beløb.

Raternes størrelse

e-inkasso kommer med forslag til afdragenes størrelse (raternes størrelse). Det er muligt at redigere beløbet. Forslaget er med udgangspunkt i, at det skyldige er betalt inden for et år.

Dato for første rate

Hvilken dato det første afdrag skal forfalde, her er der ligeledes mulighed for at ændre startdato.

Udbetaling

Har man en aftale med skyldner vedrørende en udbetaling, kan det registreres – her vælges beløb og betalingsdato. Har man en udbetaling til den første, er det en god ide at ændre første afdrag til måneden efter.

Rentefri aftale

Ønsker man at give skyldner en rentefri betalingsaftale, skal der sætte kryds her. Så vil aftale blive udregnet uden renter.

Fundament – Læs mere under fundament.

Vi anbefaler ikke, at der oprettes en betalingsaftale uden at have et fundament på sagen først. Et fundament er den juridiske betydning for det grundlag, der ligger til grund for inddrivelsen.  Du har mulighed for at uploade dokument til evt. senere brug. 

Oplysninger skyldner modtager

Det er altid muligt at se aftalen inden endelig afsendelse til skyldner. I aftalen vil skyldner få informationer om:

  • Aftalens løbetid
  • Evt. udbetaling
  • Dato for første afdrag
  • Dato for sidste afdrag
  • Rentesats
  • Det samlede rentebeløb i aftalens løbetid

Oplysninger om hvordan afdragene betales, at betaling af hovedstol ikke fritager en for betaling af renter og gebyr. Samt at aftalen kan opsiges til omgående indfrielse – ved manglende betaling.

Misligholdt betalingsaftale

Ved misligholdelse af betalingsaftale, hvor afdragene udebliver, kan der sendes skrivelser med varsel om opsigelse af betalingsaftalen. Opsiger man en betalingsaftale sendes sagen tilbage i et valgt forløb og kan fortsættes til Retten. 

Har man en dom på en afdragsordning, og hvis afdragene ikke kommer som aftalt, Kan man bede Fogedretten om at gøre udlæg i skyldners ejendele.  

 
Breve
Du kan benytte e-inkasso til at oprette dine egne breve og skrivelser til dine skyldnere og evt. sende skrivelserne direkte til skyldnerne.

Hvis du har behov for inspiration til dine breve og skrivelser, er der flere forskellige brevskabeloner at vælge imellem i systemet – og som du kan rette i, som du har lyst.

Kan du ikke finde en skrivelse, som passer til dine ønsker og krav, så skriver du blot teksten selv. Brevene bliver opsat på brevpapir med alle relevante informationer og evt. dit logo.

Sende handlinger

Alle dokumenter der oprettes i e-inkasso kan afsendes til skyldner. Det er muligt at se skrivelserne på sagen, og de kan ydermere ses på skyldnerportalen af skyldner. 

Ønsker man en kopi af de skrivelser, der allerede er afsendt, kan man vælge at klikke på handlingen og ”vis dokument”. Herefter kan man printe eller gemme skrivelsen. 

Oprettelse af skrivelser

På selve sagen gives et forslag til næste mulige handling. Har man et ønske om at lave en anden handling end den foreslåede, kan dette også ske. Alle skrivelser henter de data, der er på sagen og udformer dokumenterne herudfra. Ved få klik enten ved hjælp fra dialogboksen ”guide til næste skridt” eller opret handling på sagen, oprettes dokumenter klar til afsendelses til skyldner.

Sende valgmuligheder (sms – e-mail – brev)

Der er flere forskellige måder at formidle dokumenter ud til skyldner på. I e-inkasso har du mulighed for at sende samme skrivelser på flere måder. 

Mail

Du kan sende de fleste af dokumenterne i et inkassoforløb via mail og dermed spare tid, papir, print udgift, kuverter og porto.

e-inkasso har en log-funktion, så du kan se, hvornår skyldner har åbnet det fremsendte dokument. Læs mere under handlingslog. 

Ved fremsendelse af betalingspåkrav og fogedrekvisition til Retten er forsendelsestype e-mail et krav i de fleste retskredse, de accepterer ikke modtagelse af almindelig post længere. 

SMS

e-inkasso har udviklet en mulighed for, at du kan fremsende dokumenter til skyldner via SMS. Dette kan gøres med de fleste dokumenter. SMS-systemet har en log-funktion, hvor du kan se, hvornår skyldner har åbnet det fremsendte dokument. Læs mere under handlingslog. 

Send selv

Den mest normale fremgangsmåde hos de fleste virksomheder, hos advokaterne og inkasso firmaerne er, at de selv printer de oprettede dokumenter, pakker dem og sender dem med posten. Dette er naturligvis også en mulighed i e-inkasso.

Brevservice

Slip for at printe, pakke og frankere. Lad e-inkasso printe dine dokumenter for dig, pakke dem og fremsende dem til modtageren med post. Det sparer dig for arbejdstid, kontormaterialer (papir, konvolutter og printer). e-inkasso sender breve på alle hverdage med quick porto. 

Skrivelser til Retten

Ved indsendelse af skrivelser til Retten er e-inkasso opsat således, at profilen modtager en kopi pr. mail af det, der er sendt til Retten. typisk betalingspåkrav og Fogedrekvisition.

Multimodul
Med multiopfølgning kan du nemt og hurtigt følge op på dine sager.

I multiopfølgning vil der komme en oversigt over, hvilke handlinger der foretages og på hvor mange sager. Det er muligt at vælge handlinger fra/til. Der er mulighed for at vælge afsendelses- dag og tidspunkt.

Handling bliver oprettet med det samme og bliver sat i kø til udsendelse på det valgte tidspunkt. Vær derfor varsom med at sætte afsendelses tidspunkter for langt ud i fremtiden.

Det er en fordel at sende skrivelser på, dage hvor skyldner typisk modtager penge. Det kunne være løn, børnepenge, skat, feriepenge m.m.

Vores multimodul er opbygget i steps for at hjælpe dig, der har mange sager, så man på en overskuelig måde får afsendt korrekte skrivelser.

Step 1 – Vælg typer og antal

Her kan du se, hvilke typer af dokumenter der kan afsendes i de enkelte forløb. Her vælger man, hvilke handlinger der skal afsendes. 

Step 2 – Vælg tidspunkt

Her vælges hvornår man ønsker at afsende de ønskede dokumenter til skyldner. Det er muligt at få vist en liste over de sager, der sendes dokumenter i, ved at klikke på knappen øverst ”Vis/Skjul sager”. Så vil der komme en liste over de sager, der er valgt med oplysninger om sagsnummer, skyldner, hvilket dokument der sendes til skyldner, hvad hovedstolen er samt en opfølgningsdato. 

Sådan arbejder du med modulet multiopfølgning

Der er nogle guidelines, når man bruger multiopfølgning. 

Kør ikke sager manuelt

Vil man køre en sag manuelt, kan man trække den ud af multi ved at deaktivere multi (se deaktiver multiopfølgning nedenfor).

Vær her opmærksom på, at sager nemt kan blive glemt på den måde.

Slet sidste handling

Sletter man sidste handlingbliver sagen ”spolet tilbage” og den næste handling peger derfor på samme handling igen. Systemet prøver at få bygget sagen nøjagtigt som defineret i det valgte sagsforløb.

Eksempel: Sletter man sidste handling, som er inkassovarsel, vil multi igen pege på inkassovarsel som næste handling.

Manuel oprettelse

Opretter man et dokument manuelt, vil systemet selv prøve at finde ud af, hvad næste trin er. Det er dog forskelligt, afhængigt af dokumentets type:

  • Handling ”Brev” – opdaterer ikke forløbet, og forløbet fortsætter derfor uforstyrret.
  • Ønsker man at udsætte sagen, skal man bruge funktionen ”Pause” (se Udsætte sagernedenfor)
  • Handling ”Betalingsaftale – Skifter til betalingsaftale-forløb
  • Handling ”Akkord tilbud” – Skifter til Akkord-forløb

Forlig og erklæringer 

Oprettes selv af skyldner via portalen – man skal ikke sende dem dokumenter til underskrift. Vil man sende et selvdefineret forlig, gøres det manuelt ved at få skyldner til at sende original eller scanne og sende. Kan uploades som fundament.

Når en skyldner vil underskrive forlig/aftale, opretter systemet selv et dokument til underskrift, ud fra jeres opsætning, antal måneder og minimum rate.

Udsætte sager

Man kan udsætte en sag ved at benytte funktionen ”Pause”.

På selve sagen går man under ”Opret handling” og vælger ”Sæt sag på pause”

Man vælger herefter en dato for, hvornår den skal følges op igen. På denne dag vil sagen igen være med i multi. Funktionen kan også benyttes ved manuelt opfølgning af sager.

Laver man en handling med tidsfrist, eller skifter man forløb, vil pausen blive overskrevet af den nye dato.

Deaktiver multiopfølgning

En sag kan tages ud af multiopfølgning – ved at bruge funktionen ”Deaktiver multi”. Denne funktion findes inde på sagen i boksen ”Detaljer”.

Sagen vil nu ikke længere blive inkluderet i multi. Vær her opmærksom på, at sager nemt kan blive glemt. Fremadrettet vil man på sagen skulle lave handlinger manuelt. Her kan man med fordel anvende vores mail funktion, der giver besked, så snart der er sager til opfølgning.